Parkeringsforhold GF Lykkens Prøve 2020

Kære Grundejere i GF Lykkens Prøve

Der har været ønsker fra medlemmer i foreningen, at bestyrelsen får opdateret vores grundejerforening på vores parkeringssituation.

Sommeren er snart forbi og nogle medlemmer har oplevet samme forhold som sidste år, med trængte forhold og i værste fald manglende tømning af affald osv.

Andre har ikke oplevet de store problemer, grundet den nuværende COVID-19 situation, som formentlig har lagt en dæmper på både metro og lufthavnstrafik ifht sidste sommer.

Vi har fået input fra medlemmer, som ønsker større gennemsigtighed fra bestyrelsen angående emnet og derfor dette skriv omkring situationen specifikt.

Vi har været i dialog med Teknik og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune, efter anbefaling fra andre ejerforeninger i området. Tilbagemeldingerne var ikke videre opløftende, da de ikke mente vi kunne gøre noget som forening (qua vores position som Privat/Fællesvej) og henviste os til Parkering København – se længere ned i mailen for potentiel køreplan for vejprojekter af private/fællesveje i Københavns Kommune.

Vi tog også kontakt til private firmaer, og Q-Park, EuroPark etc har faktisk muligheder for at regulere en privat/fællesvej, men dette kræver igen politisk godkendelse og en plan for hvordan vi vil gøre dette – bestyrelsen arbejder på en grov skitse med Q-Park som eksempel for dette.

Vi har undersøgt med Teknik og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune om man ”bare” måtte indkøbe udstyr (i form af skilte med tidsbegrænset parkering og andet materiel) som måske kunne have præventiv effekt så bilister som ikke bor på vores veje, ville søge andre steder at parkere. Men dette er ikke tilladt at gøre desværre.

Vi har taget kontakt til ejerforeninger, f.eks som har tilhørsforhold tættere på Lergravsparken, hvor der mange steder er indført 3-timers zoner, men de har ikke vendt tilbage til os med nogen hjælp overhovedet.

Så vi har generelt ikke mødt den store hjælp og velvillighed fra myndigheder desværre, men fandt frem til følgende dokumenter som kunne være os behjælpelige på længere sigt.

En potentiel køreplan med politisk opbakning i ryggen i Københavns Kommune kunne være som følger:

  1. Få politisk opbakning ved borgermøder og walkabouts med politikere, som kan gennemtvinge ændringerne på baggrund af billedmaterialer og borgeroplevelser
  2. https://www.kk.dk/files/vejprojekter-pa-private-faellesveje-guidepdf
  3. https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1780
  4. Kommunen og politiet skal ligeledes give deres godkendelser for at kunne implementere ændringerne

Umiddelbart efter vores nedslående dialog med Københavns Kommune kontaktede vi bl.a Susanne Møller, som er Formand for Amager Øst Lokaludvalgog som faktisk er medlem i GF Lykkens Prøve – Susanne er ofte ordstyrer på vores generalforsamlinger.

Susanne har stor erfaring omkring arbejdet politisk og henviste til nedenstående notat/sag om netop situationen for beboer omkring Metro´erne ved Amager Strandpark

Notat om mulighed for parkeringsregulering ved Amager Strandpark

Susanne foreslår ligeledes at vi som forening, forsøger at øge opmærksomheden, men fremhæver også ”Det er en virkelig varm politisk kartoffel.”:

I Lokaludvalget planlægger vi at holde et borgermøde om problematikken. Det bliver på den anden side af sommer. Vær forberedt på ophidsede diskussioner.

Der er meget store problemer med at finde parkering i kvartererne op mod Amagerbrogade og laver vi restriktioner presser vi flere pendlere derop.

Problemet er jo, at der ikke er lavet parkeringsmuligheder for pendlere og ikke nok P pladser i lufthavnen.

I København er der politisk flertal for at begrænse parkeringspladser og det bliver kun værre. Folk bliver jo ret desperate.

Tårnby kommune laver nu zoner, det vil kun presse flere over til os.

Min anbefaling er, at vi fokuserer på parkering der hindrer redningsfartøjer, renovation mv.

Jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne med at klage over, at der holder biler udenfor vores grund.

Har I kontaktet Sundbyernes Grundejerforening, jo større pressionsgruppe jo bedre.

Der er kommunalvalg til næste år, start debatten med læserbreve mv omkring parkeringsproblematik.

Parkering og biler i byen er et af de politiske emner med størst uenighed.

Jeg tror, det bliver svært at stille noget op som grundejerforening alene.

Mit bedste bud er til næste sommer, når det er slemt igen, at invitere politikere fra de forskellige partier ud til at gå i kvarteret.

De vil være lydhøre i et valgår. Jeg stiller selv op igen. 
Vh Susanne Møller
Formand for Lokaludvalg Amager Øst

Så bestyrelsen vil sammen med Susanne Møller forsøge at få aftalt med politikere som vil komme ud og tale vores sag.

Samtidig skal vi fremhæve overfor medlemmer at vi fortsætter via lokale medier og sociale medier at lægge pres på med læserbreve og klager over forholdene og hvordan de påvirker vores hverdag.

Vi vil også gerne opfordre grundejerforeningens medlemmer til at tage billede materiale, som vi kan anvende senere hen når der ønskes dokumentation for forholdene på vores veje.

Billeder og andet materiale kan sendes til bestyrelsen@gflykkensproeve.dk og vil forsøge at samle al relevant materiale.

Hvis medlemmer har forslag eller ønsker at hjælpe med at få de rette folk i tale, så vil vi meget gerne opfordre jer til at henvende jer til bestyrelsen, som vil koordinere indsatsen.

Vi ønsker også meget gerne medlemmer som har erfaringer som ingeniør eller med anlægsarbejder eller lignende til at støtte op om bestyrelsens arbejde på området og måske være behjælpelig med kontakt, når vi kan konkretisere arbejdet yderligere.

Vi vil som bestyrelse ikke anbefale at investere nogle penge i rådgivning eller andet, før vi ved at vi kan få løsninger igennem som medlemmer kan bruge til noget.

Så vi melder retur når der er aftalt datoer hvor politikere kan og vil blive sat i stævne og vi beder indtil da at medlemmer samler dokumentation og andet relevant materiale ind så det er klar.

Fortsat god sensommer og efterår og vi melder retur når vi har nyt i sagen.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen GF Lykkens Prøve